tirsdag den 1. april 2008

Om at være eller ikke at være - på tavlen..

Denne signatur skal ikke afvise, at jeg kortvarigt fik ganske lange nosser igår aftes, da jeg hørte at Viborg var foran med to mod PSE..

Det var en kamp, der for alvor vakte alle de ambivalente følelser hos mig på forhånd. Fik Viborg point, var mesterskabet kommet lidt tættere på Jylland (hvilket for mig er prioritet nr 2 efter GFs overlevelse). Vandt FCK, var vi omvendt i Århus et skridt nærmere mål nr 1 - overlevelse! Men som kampen skred frem må jeg indrømme, at de blandede følelser hurtigt blev erstattet af et nærmest alt overskyggende ønske om tre point til mit hadehold nr 1.. En ting er, at jeg kan få de fysisk dårligt af at se, hvordan ovelutionsudviklingen medfører grimme oplevelser - men også at få kvalme og dårlige nerver af FCK.. Og at danse en lille Jesper Grønkjær dans oven i hatten - det havde jeg aldrig troet!! Jesper Grønkjær er i øvrigt den spiller, jeg ringeagter allermest i suppen - så er det sagt!

Så Viborg tabte som forventet. Og de er stadig ikke på tavlen. Vi har godt nok ikke scoret (suk), men to point er det da blevet til. Så alt er lagt an til forårets mest intense og sygeligt vigtige kamp på mandag, hjemme mod Viborg. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så mange nerver på - 6 dage før en kamp. Vinder vi - så er der ni point til stregen. Det må siges at være sikkert, idet Viborg så ikke vil have fået point i de første fem kampe. Taber vi omvendt, ja så hedder det jo ikke overraskende tre points forskel, og alt er atter åbent. Kvalmen og koldsveden vælter over mig bare ved tanken.... Vi SKAL vinde den kamp - og hjemmekampen mod Lyngby et par uger senere - så er den hjemme.

Så ind med Kari, Graulund og Budtz, vær fysisk aggressive og dominerende - og scor da for fanden da mål, der kan få den nervøse knude i min mave til at gå op!!

Ingen kommentarer: