Årets album

I sidste post fik jeg vendt det fodboldmæssige - der som antydet fylder lidt rigeligt i mit liv - i 2007. Nu er det på tide at få gjort status på 2007 i forhold til musikken.

Der har været en pæn strøm af gode udgivelser i 2007 - nogle af dem har fået omtale her.

At pege på én plade er svært, næsten umuligt. For valget afhænger jo af humøret. Når man sidder en mørk decemberaften er Cinematic Orchestras fantastiske Ma Fleur et sikkert hit. To Build a Home er måske den sang, jeg har hørt flest gange over efteråret, og dens melankolske stemning rammer mig hver gang. En fantastisk plade!

Men så er der også Familjen, der trods navnet er et enmandsprojekt. Det snurrer i min skalle er efterårets helt store party-starter, og alene af den grund er pladen af samme navn en kandidat. Resten af pladens sprøde synth-pop holder også, om end der er en anelse tomgang undervejs, hvilket i sidste ende diskvalificerer den.

Commons Finding Forever er klart årets hip hop udgivelse. Kanye West har produceret, men der er hældt masser af J Dillah-lyd over pladen af respekt for den afdøde producer (og geni). Numre som So Far To Go med D'Angelo har så meget soul-kvalitet, at det gør ondt, The People med Dwele har den rene Common lyd, mens The Game (ikke den talentløse rapper, det er titlen!!) bryder skønsangen med et typisk midthalvfemser østkyst beat - produceret af Preemo (lige før det er for Gangstarr, men så alligevel ikke).

Amy Winehouses anden plade Back to Black - der dog ikke når hendes svært oversete debut Frank til sokkeholderne - er faktisk så god, som hypen siger. Fantastisk soul stemme, akkompagneret af sprøde produktioner. Ærgeligt at hendes aparte optræden skal skygge for, at hendes plade faktisk holder. Ingen andre kan synge "I told you, I was trouble, you know that I'm no good" med helt samme attitude. MEN - den når ikke Take the Box - of Gilles Peterson/Worldwide fame - hvor må det være ærgeligt at toppe med sin første single!!

Men nu nærmer vi os vinderen. Produceren bag Winehouse, Mark Ronson, hidtil mest kendt som (hvid og britisk) New York-baseret hip hop-DJ (for real!!) og producer. Ohh Wee - med Nate Dogg, Trife og Ghostface - var et regulært hip hop hit fra hans første (hip hoppede) plade Here Comes the Fuzz. I foråret kom så Versions - proppet med funky coverversioner af alt fra Toxic (Britney) over Oh My God (Kaiser Chiefs) og Stop Me (Smiths) til Valerie (Zytons). Super funky, super sprødt. Alt holder - selv Robbie Williams kan lyde godt i coveret af Charlatons The Only One I Know. Sprøde håndspillede beats, ikke mærkeligt at selv ?uestlove faldt for lyden. At han så spillede til Tom Cruises bryllup - ja, en ordentlig røvfuld penge kan jo lokke den bedste!!

Så alt i alt lander laurbærrene hos Ronson. Sprødere bliver det simpelthen ikke