mandag den 10. september 2007

Ungdommen og alderdommen

Efter kampen mod Viborg er meget sagt og skrevet internt på AGFs fanfora. Stemningen til denne kamp var ondere end sædvanligt (ikke at der alt er en ond stemning), med lidt vel meget "spice" (for at sige det positivt) fra de unges side.

Ølkast efter vagterne, en skalle til en GH'er, en evindelig hoppen på sæderne og lidt for meget "let's go fucking mental". Læg dertil et malplaceret dannebrogsflag (jeg tror at ungdommen i bagklogskabens lys kan se, at det var et skidt signal at sende!), så har du bekræftelsen på alle herr og fru jenseners fordomme om AGF-fans.

Ungdommen/SUA synes, at GH er blevet en politisk korrekt snakkelub for aldrende mænd, der ikke længere er med i forreste række. Og fra mit synspunkt - i den triste ende - er filmen knækket for Ungdommen, der er gået fra stemningsskabere til ballademagere. Pølsen er knækket over.

GH var - efter min mening - en klart bedre pølse, da der var to ender. Dengang der både var gammelklog humor og folk, der var helt fremme i den stemningsskabende front. Dengang der var en Galehus-special - to ceres og et romerlys - i bussen til SARS Arena. Those were the days. Håber virkelig, at bestræbelserne på at skabe en fælles stemningsplatform lykkes.

Imens diskuterer man på livet løs, om det er OK at have et Dannebrog med, og den diskussion kan sgu gøre selv den største optimist deprimeret. Det kræver sin mand at erkende sine fejl - og Ungdommen er vist ikke kommet helt dertil endnu - men jeg tror nu, at nogle i Ungdommen kan se, at et nationalflag til en ligakamp var en fejl. Ungdommen har om nogen studeret Ultra-kulturens historie og symbolik, så de vidste hvad de gjorde - de medbragte et
anerkendt signal på højreradikalisme til en AGF-kamp. Jeg vælger at tro, at en del af de unge bagefter kunne se, at det var sgu en fejl begået i ungdommelig kådhed blandet op med en ordentligt brandert. Mens andre er helt tabte, og siger, "Ja, jeg er nationalist - hvad er problemet?" Eller værre "Ja, jeg er nationalist, men ikke NATIONAL-SOCIALIST..." Underforstået hvad? National-konservativ? National-liberal? Bare nationalist? At være nationalist er - uden at skulle henvise alt for meget til Anthony Smith, David Miller, David Brown eller Peter Gundelach for den sags skyld - ikke at være glad for Danmark, at kunne lide rødgrød med fløde eller synge med på nationalsangen. At være nationalist er at hævde sin egen (etniske) nations forrang over andre - og det ved også de unge, der ikke har studeret statskundskab (eller sociologi/filosofi/...) også. Nationalisme er en politisk ideologi, der ikke hører hjemme på stadion. Sjovt i øvrigt, at socialdemokratisme og moderat demokratisk politik er bandlyst, mens Ungdommen gerne må skilte med højreradikale symboler (176 med gotisk skrift!!).

Jeg elsker den stemningsskabende ungdom (med lille u) - fraregnet psykopat-Niels. Men jeg kunne ønske mere fokus på stemning - sang, tifo, pyroteknik - og mindre på ballade - konflikter med vagter/politi, ølkast, højreradikale symboler. Jeg sætter min lid til ungdommen, men noget tyder på, at Ungdommen er på et skråplan.

1 kommentar:

Jesper sagde ...

Velt talt unge champ....Kunne ikke have skrevet det bedre.