Derfor AGF

Langt de fleste i min omgangskreds må et eller sted sætte spørgsmålstegn ved min fornuft. Hvorfor tage med et sekundahold land og rige rundt for at tabe, tabe og tabe. Og ikke nok med det, så mobber modstandernes fans en bag efter. Så er det nok lettere at holde med Viborg, dem er der sgu ikke mange, der gider hidse sig op over - heller ikke sejrrige fans af andre hold (ud over AGF-fans - de skal nok håne hvis de kan..).

Og jeg må da også selv sige, at jeg nogle gange tænker på, om jeg har mistet forstanden. Men så kommer der et point mod Bromby på hjemmebane (ikke noget prangende resultat, tabellen taget i betragtning), og så giver det hele mening igen. Galskaben og euforien efter Kures lidet elegante og lidet fortjente udligning mod Bromby i går var det hele værd. At hoppe, danse, springe, skrige og falde fremmede personer om halsen i vild jubel. SUK, det var smukt. En forløsning af de helt store.

Hemmeligheden ligger simpelthen i at sætte forventningerne lavt nok. FCKs fans har fået ædelmetalsallergi, og er alt for fine til søvmedaljer og TOTO-cup (den passer ikke i deres planlægning??? Så må I jo ændre planerne - det kan EfB, FCN og andre magte, så kan I nok også!!). Nu ser det - 7-9-13 - ud til, at FCK måske slet ikke får medaljer (oh, jubel!), og den tanke skal nok få en cooligan eller to til at skifte caffe latten ud med en strawberry daiquiri for at kunne håndtere den onde skæbne. Og imens jubler vi over 1-1 hjemme og en 10. plads.

Sådan er perspektiverne, forventningerne og jublen over resultaterne så forskellige. Ærligt talt, hvis man er pigesur ved tanken om andet end guld og Ch.L.-deltagelse, så hellere være GF'er, tabe 4-1 i Randers, men udleve en lykkefølelse af de helt store ved at få point hjemme mod Bromby....