Knaldromaner og romaner uden knald

Jeg havde aftalt med mig selv, at denne sommer skulle ikke bruges til at læse bøger, jeg fra starten ikke rigtig gad, og som jeg skulle kæmpe mig igennem (der står et par meget lidt brugte eksemplarer af Don Quijote, Inferno af Dante, Krig og fred og andre klassikere på reolen).

Så jeg har kastet mig over Jan Guillous tempelridder-triologi. Og det har ærlig talt været en blandet fornøjelse. Mens den første bog egentligt holdt et højt niveau med beskrivelsen af hovedpersonen Arns opvækst og opdragelse , så blev de to næste bøger blev for meget med deres lovprisning af Arns fantastiske bedrifter (og det bliver altså sådan lidt tegneserieagtig superhelt'et, som han i bog nr 2 nærmest ene mand redder Jerusalem fra den helgenagtig gode Saladdin, der er akkurat lige så god, som de kristne konger er nogle fordrukne horekarle!!). Og som den perfekte mand han er, accepterer Arn endvidere uden diskussion, at de føromtalte konger kaster sig ud i kampe blot for at kæmpe. Come on! Bog # 3 handler om hjemkomsten til det svenske, hvor Arn på et par år omdanner en nordsvensk udpost til et teknologisk powerhouse, hvor hans igen helgenagtigt gode venner fra Mellemøsten opfinder rundsaven og andet. Igen: Come on!

Nå, men jeg havde jo valgt bøgerne for at de skulle være underholdende - og det var de, hvis man ikke var for kritisk!

Derudover har jeg færdiggjort Hemmingways The Sun Also Rises - i en helt anden boldgade. Bogen handler om et par amerikanere, der lever det søde tyverliv i Paris med gin fizz, cigaretter - og nok rigelige mængder amf, den tids koffeinpiller, og tilfældige affærer på kryds og tværs. Senere går turen til Spanien på fisketur (hvor mange litterærere klassikere har fisketure som en del af plottet?) og til tyrefægtning i Pamplona, med mere druk, hor, fordærv og fortabt ungdom til følge. Selvom jeg principielt elsker bøger om bohemer og dagdrivere (Steinbeck!), så har jeg det lidt svært med Hemmingways kortfattede skrivestil. Det irriterer mig lidt, at bogens tydelige underliggende tema (ungdommen efter en traumatiserende verdenskrig søger at dæmpe deres eksistentielle kriser med druk og hor på la rive gauche) skal kortlægges i en så kort, præcis og ja, nærmest militærisk skrivestil.

Så alt i alt har jeg altså brugt min sommer, der skulle bruges på at læse bøger, jeg synes var gode, til at læse bøger, der ikke rigtigt fangede an. Æv!

Så nu vil jeg kaste mig over en biografi om Napoleon (mit spørgsmål er: Gal eller genial? Psykopat à la Stalin eller græsk (well, Macedonian) heró à la Alexander) samt en genlæsning af Jacques le Fatalist af Diderot - en klassiker, som jeg har læst fire gange siden gymnasiet..